Det skal du vide om a-kasser

Følelsen af at være færdig og stå som nyuddannet er noget helt specielt. Efter dit studie påbegynder du nemlig en ny rejse ud på arbejdsmarkedet, hvor man for alvor skal til at opbygge sin karriere. Det kan dog være en rejse, som kræver, at du bliver skubbet i gang, hvorfor en a-kasse kan have stor gavn.

 

Hvad er en a-kasse?

Et medlemskab af en a-kasse kan være nyttig, men mange studerende ved faktisk ikke, hvad en a-kasse er, og hvad de kan få ud af et medlemskab hos en a-kasse. Navnet ”a-kasse” er en forkortelse for ’arbejdsløshedskasse’, hvis formål blandt andet er at give dig økonomisk støtte. Gennem et medlemskab, der som regel betales via et månedligt eller kvartalsvist kontingent, kan du nemlig få mulighed for at modtage dagpenge i tilfælde af, at du bliver arbejdsløs. Udover dagpenge er der en række andre fordele, som du kan nyde godt af, hvis du er medlem. Disse fordele vil vi komme ind på senere.

Der er mange, som forveksler en a-kasse med en fagforening, men det skal man dog passe på med, for der er nemlig forskel på disse to ydelser. En fagforening har faktisk ikke noget med arbejdsløshed at gøre, men de tilbyder derimod en ydelse blandt andet i form af rådgivning til, hvordan du er bedst stillet, imens du er i arbejde.

 

Medlemskabets fordele for studerende

Når du som studerende melder dig ind i en a-kasse, har du mulighed for at få et gratis medlemskab, hvilket altså sparer dig en masse penge. Du skal blot være tilmeldt a-kassen mindst et år, inden din uddannelse afsluttes, da du derefter kan modtage dagpenge fra den dag, din uddannelse stopper, hvis du er uden arbejde.

Har du overskredet fristen på et år, har du dog stadig mulighed for at optjene dagpenge via 14-dagesfristen. Hvis du melder dig ind i en a-kasse max 14 dage efter din dimission, kan du nemlig modtage dagpenge efter en måned.

En anden fordel er reglen om dagpenge og studiejob. Du har måske et studiejob, men for at modtage dagpenge, behøver du ikke at sige studiejobbet op, hvis du gerne vil fortsætte i jobbet efter studiet. Du får nemlig mulighed for at ansøge om supplerende dagpenge, hvis du lever op til kravene for dagpengemodtagere, hvilket er en stor fordel for studerende, da de ca. 15 arbejdstimer om ugen sjældent dækker budgettet tilstrækkeligt.

Hvis du dog ikke ønsker at beholde dit studiejob, skal du nå at sige det op samt være fratrådt før endt uddannelse. Det skyldes, at du ellers ville få en karantæne på 3 uger, hvor det ikke er muligt at få dagpenge.

Hvis vi flytter fokusset fra de økonomiske fordele, er der også en del andre fordele, som omhandler faglighed, rådgivning og jobsøgning, der i den grad kan være til gavn for dig som studerende. Du får i de fleste a-kasser mulighed for at få sparring fra specialister i det område, du beskæftiger dig med, som kan hjælpe dig i diverse situationer. Herunder kan du også få rådgivning fra professionelle angående dine muligheder fremadrettet eller vedrørende jobsøgning- og strategierne, CV m.v. eller kurser, hvor du også får mulighed for at forbedre dine færdigheder gennem en a-kasse.

 

Dagpengeregler for studerende

Som nævnt tidligere har du som medlem af en a-kasse mulighed for at modtage dagpenge, men der er dog nogle betingelser, som skal opfyldes.

Du skal være under 30 år gammel, bo i Danmark inden studiestart og være i gang med en uddannelse, som minimum er halvandet år – altså 90 ECTS-point. Derudover må du ikke modtage offentlig forsørgelse såsom kontanthjælp, pension eller lign. Husk også på, at du højest kan have et gratis medlemskab i fem år, og at du skal søge om gratis medlemskab hvert år.

Da du nu ved lidt mere om a-kasser, kan du melde dig ind i én. Et råd til dig, når du står med valget blandt de mange a-kasser, er at vælge en a-kasse med ekspertise for dit fag og område. På den måde får du nemlig mest ud af medlemskabet, da du i højere grad kan benytte a-kassens kompetencer. Hvis du mangler et overblik over de forskellige a-kasser, kan du læse mere hos Samlino.dk.

Del siden