Hvad siger de studerende om uddannelsesbyen?

Hvad betyder noget for de studerende og hvor går de egentlig hen, når de søger fællesskab, bolig, byliv og grønne områder?

En gruppe sociologistuderende har undersøgt, hvad de studerende selv mener, der gør Aalborg til deres by og ikke blot en by, de bor i. De har gennem gruppeinterviews undersøgt hvordan de studerende er tilknyttet Aalborg som studieby:

 

De studerende er tilknyttet Aalborg gennem deres brug af kulturelle aktiviteter og faciliteter, men også gennem deres sociale netværk. Men hvad vægter højest for de studerende? Mange studerende nævner deres brug af byens grønne områder såsom de adskillige parker, Havnefronten og Vestre Fjordpark. De studerende nævner at Aalborg er en god cykelby, hvor man kan hoppe op på cyklen og opleve byen herigennem. Venskaber på uddannelsesinstitutionerne fremhæves sammen med venskaber til specielt naboer i studie- og ungdomsboliger, som vigtige tilknytningsforhold. Heldigvis er Aalborg en by, hvor alle studerende har let adgang til en bolig, hvilket man tildeles gennem blandt andet AKU-Aalborg, hvoraf de studerende selv har mulighed for at bosætte sig i den boligtype og på den placering, de finder mest fordelagtig". 

 

Sådan skriver den gruppe af tre sociologistuderende fra Aalborg Universitet, som vi i StudyAalborg har indgået et afsluttende bachelorprojektsamarbejde med. De tegner et billede af, at Aalborg er en studieby, der imødekommer de behov, som de studerende har, for at færdes i alsidige grønne områder, skaber rammerne for at opbygge tætte venskaber og tilbyde en tryg bolig. De sociologistuderende har imidlertid et par gode tips til, hvordan du udnytter byens rum bedre og hvor du kan gå hen:

 

”Er du studerende i Aalborg og ikke allerede benytter dig af de forskellige faciliteter og aktiviteter i byen, eller søger du nye fællesskaber, så er der rig mulighed herfor. Tag et smut ud i Vestre Fjordpark og nyd det danske sommervejr, eller i Nordkraft som tilbyder et væld af oplevelser som blandt andet fitness, teater, biograf og spisesteder. Er du mere interesseret i holdsport, kan du på Study-Aalborgs hjemmeside se en liste over forskellige sports- og idrætsforeninger, som du kan blive medlem af.”

 

Til den liste kan tilføjes, at der er billige (ofte gratis) arrangementer og aktiviteter i studenterhuset som kreativ platform, hvor du kan indgå i et mangfoldigt socialt fællesskab. Du kan også besøge de frivilliges hus og indgå i et frivilligt fællesskab, hvor du kan gøre en forskel.

 

Østre Anlæg

 

Kast dig ud i projektsamarbejder, praktik og studiejobs.

De sociologistuderende har endnu et budskab:

 

 Vores projektsamarbejde har givet os ny indsigt i hvordan akademisk arbejde kan bruges i praksis. Det har været en balancegang at forene forventningerne fra Aalborg Kommune på den ene side og Aalborg Universitet på den anden side, men det har resulteret i en god og lærerig proces. Hvis andre studerende sidder og overvejer et lignende projektsamarbejde, lyder rådet herfra: Spring ud i det! Det er en god erfaring at tage med videre.

 

Opfordringen lyder på at indgå i samarbejder og suge til dig af de erfaringer, det giver dig, at samarbejde med erhvervslivet. Det giver både stjerner på CV´et, tilknytning til erhvervslivet og er super lærerigt for dig som menneske. StudyAalborg vil derfor bruge denne lejlighed til at gøre opmærksom på muligheden for et projektsamarbejde med såvel private som offentlige aktører under uddannelsen. Det giver  en helt unik indsigt i det erhvervsliv, som du skal blive en del af efter endt uddannelse.  

 

 

 

Del siden